OK : begin.
Tell us what you know.
Some coffee first: a little coffee?
NO coffee. BEGIN!
Ingen har haft en karriere som Scott Walker. Hvem er han?
Scott Walker er scenenavnet på en amerikansk dreng ved navn Noel Engel Scott født i Ohio 1943, der som ung mand blaffede rundt i USA, arbejdede som studie-bassist, spillede på natklubber rundt omkring i L.A og indspillede to albums i USA som henholdsvis 16 og 19-årig som jazzsanger. Han er den eventyrlystne knægt, som flyttede fra det solrige Californien til Europa, England, for at få et gennembrud i musikbranchen med sin vokaltrio sammen med vennerne Gary Leeds og John Maus. Scott Walker var frontfigur og bassist i The Walker Brothers, en gruppe, der i en betydelig del af 60’erne holdte pop-verdenen i deres hænder og skabte en lang række af hits, inklusiv nummer-1 singlerne ”Make it Easy on yourself” og ”The sun ain’t gonna shine anymore” og 3 delvist storsælgende albums mellem 1965 og 1967. Efter godt 3 år i The Walker Brothers besluttede Scott at forlade gruppen for at gå solo. Grunden til dette var dels faldende salgstal på deres sidste album Images og interne uenigheder mellem Scott og bandets 2 andre medlemmer Gary og John, som i langt højere grad end Scott ønskede sig en forkromet karriere den i konventionelle pop-medie-verden. Han er manden bag en serie af mode-benægtende solo albums, som bag de numeriske titler, gemmer en verden af (populær-)musik så mærkelig og fuld af skønhed, at de frem til i dag stadig står som noget af det bedste nogensinde indspillet i perioden. Scott Walker er eksistentialisten, der tog Jaques Brel’s sange som f. eks ”Jackie” og ”Matilde” – med tekster om bordeller, druk og ”autentiske bøsser og falske jomfruer” – til tops på de engelske charts i dagene hvor censur styrede mediernes frihed i en helt anden grad end i dag. Han er den såkaldte ”crooner” der på toppen af sin hidtidige karriere, blev hyret som sanger af populærmusikalske standards i sit eget BBC TV-show i 1968. Han er den populære artist der virkede ustoppelig i starten af 1969, men ved slutningen af det året end ikke var i stand til end at komme ind på albumhitlisterne, hvilket resulterede i et vendepunkt i starten af det næste årti. Scott Walker var besidderen af én af de bedste sangstemmer fra tresserne, og var en progressiv sangskriver - men så sig selv som prostitueret i hans kunst i det meste halvfjerdserne på de fortabte plader hvor han ikke skrev sin egen musik længere, plader, han har nægtet at blive genudgivet. Han er/var gennem hele sin solokarriere en sky og sceneskræk kunstner, der nødigt gav interviews og hvis ydmyghed og fravær, eller evne til at forsvinde, sjældent er set lignende - en mand der ikke passede ind i popbrachen, en ”outsider”, en ”recluse” og en ”kutlfigur” - og så er han en nutidig avantgarde kunstner hvis plader er umulige at kategorisere, på hvilke han bruger stemmen så sparsomt, at han kun udgiver plader godt hvert tiende år.
I Scott Walker’s verden
Den mørke og intense verden på Scott Walker’s 1995 albums ”Tilt” og 2006 ”The Drift” hører til et andet univers end de plader han indspillede og sang på i 1960’erne, både i The Walker Brothers og som solo artist. En rejse gennem lysår er fundet sted gennem årene for Scott – fra tressernes bogstavelige tekster om tabt kærlighed, til nutidens fragmenterede, allegoriske, mørke poesi omhandlende emner som holocaust, 11. september, våbenhandel og mord; fra de første soloalbums orkestrale og smukke teater-popmusik til et mix af industrial og orkestral antipop, man kunne kalde ”un-easy listening”. Denne ulighed har fået flere musikalske kommentatorer til at tale om to Scott Walkere - popsanger versus avantgardekunstner. Dette er imidlertid en forsimpling efter min mening. I 1960’erne kunne man muligvis tale om to Scott Walker, og to måder at høre Scott Walker – den ene; sangeren der sang romantiske sentimentale ballader, der beundrede og forsøgte at ligne en 60’er udgave af Jack Jones, den anden; den seriøse singer-songwriter hvis sange var under stor indflydelse af klassisk musik og hvis lyrik var insprireret af belgiske Jaques Brel, franske Satre & Camus og den russiske poet Yevgney Yevtushenko. Hverken den ene eller anden Scott forberedte lytterne på den nye og langt mere radikale udgave af hans musikidentitet på post 1978-pladerne.
60’erne
I midt-60’erne var popmusik – stadig i gang med at transformere sig til rockmusik – ikke antaget som særlig seriøst. Selvfølgelig havde både Dylan og The Beatles vist at poppens lyriske landskab kunne udvides, (The Beatles havde vist at poptekster kunne handle om ensomhed og død, og at et nummer kun akkompagneret af strygerkvartet kunne toppe hitlisterne – ”Eleanor Rigby” f.eks)men den generelle retning de tog var umiddelbart en helt anden end den Scott Walker ville tage. Stoffernes indflydelse på f. eks Dylan’s 1966 LP Blonde on Blonde eller the Beatles’ Revolver markerer også andre åbenlyse modsætninger mellem de respektive kunstnere. I The Beatles’ tilfælde udviklede tingene sig til, at de i høj grad skulle komme tiderne i forkøbet og hjælpe med til at definere stemningen i 60’erne, allerede før psychodelica blev den næste store ting.
For Scott var hele psychodelica/flower-power/love & peace -moden et blændværk eller rettere sagt uærlig. Ærligheden i den musik han ville lave havde meget lidt at gøre med de sene tresseres modkultur.
Scott Walkers første solo LP, Scott, blev udgivet i september 1967. Walker Brothers’ fans og pladekøbere, der forventede at Scott ville gå med på ”psychedelic summer of love” måtte sande at de tog fejl. Ikke alene gør Scott intet forsøg på at følge den fremherskende mode i 1967, det er også et opgør med Scott Walker’s egen fortid som teenidol i The Walker brothers. Sort-hvid fotografiet som er brugt på albummets cover viser Scotts hoved bøjet i koncentration med hans ansigt halvt tilsløret af tørklæde og solbriller - det har den klare intention at afbilledige en seriøs kunstner, frem for en popstar-pinup.
Katalysatoren for Scott og de efterfølgende albums var hvad Scott senere beskrev som ”the key to unlock it all”. – sangene af den belgiske sanger Jaques Brel. I foråret før, hvor Scott stadig var med i The Walker Brothers, havde Scott udtalt at han ville arbejde med sange af forskellige europæiske sangskrivere; på Scott ville han finde en, og mestre hans sange. Gennem de næste fire albums indspillede han 9 af Brel’s sange. Han beskrev Jaques Brel uden sammenligning som ”den mest betydningsfulde singer-songwriter i verden”. I disse sange fandt Scott en sandhed og en ærlighed, han ikke havde kendt i popmusikkens sprog, der som oftest handlede om; – sange om at forelske sig eller være ulykkelig – eller i flowerpower musikkens til tider meget påtagede love & peace budskaber. I stedet var Brel ikke bange for at skrive om ting som mobile militær-horehuse (”Next” fra Scott 2), udskejelser og fuldskab, brudte drømme, sex uden kærlighed, parforholds ambivalens, døden og livet, alt sammen fanget i Brel’s mørke, romantiske tekster. Her er et udpluk af de bedste, og nok også mest kendte sange fra Scott Walkers storhedstid.
Sang Nr. 1: ”Matilde” (Brel/Jouannest/Schuman) fra ”Scott”
Scott Lp’en åbner i formidabel stil med Wally Stotts tordnende orkestrale arrangement af ”Matilde”. Sangen handler, i Scott’s egne ord, om en sadomasochistisk kærlighedsaffære. I moderne ører kunne publikum muligvis forvente en graffisk fortælling om S/M sex, men ”Matilde” handler naturligvis ikke om det. I stedet handler sangen om et destruktivt, had/kærligheds forhold; om Matildes famøse tilbagekomst, der både skal fejres, men samtidig er til stor lidelse for historiens fortæller. Man forestiller Matilde som en af fortællerens gamle kærlighedsaffære, hvis kærlighedsflamme, tilsyneladende, slet ikke er slukket ud. Der er fransk dekadence i både tekst og musik, og en meget chansonllignende fortælling. Ægteskabet mellem Brel’s ærlige, eksistentielle og ”frække” chanson sang og Scott/Wally Stotts sans for drama, skaber et meget unikt udtryk for sin tid. Det er åbenlyst at Scott nyder at genfortælle Brels historie på en meget humoristisk og fransk måde. I det hele taget er hele Scott’s output på 60’er pladerne søgende mod en europæisk tradition. Med sange som ”The Seventh Seal” (scott 4) ”The Plauge” (B-side til ”Jackie” singlen)og mange andre står det klart, at Scott havde en meget europæisk agenda i sine generelle temaer i musik såvel som tekst.
Scott’s indspilning af ”Matilde” er simpelthen fabelagtig, og alt hvad de originale noter i coveret siger er sandt; ”a shattiering piece of vocal dramatics guaranteed to stop the show”.
Sang Nr. 2: ”It’s rainning Today” (S. Engel) fra ”Scott 3”
Scott 3 åbner med ” It’s rainning today”, en sang Scott så som værende om hans egen beatnik fortid - hans teenageår, hvor han læste Jack Kerouac’s On the Road og blaffede gennem USA som resultat deraf. Resultatet er en melankolsk, sofistikeret og nærmest sepia-farvet sang om sorgen ved tabet af tider med frihed og kærlighed – en simpel men effektiv metafor; en gang var der sol, men nu er der regn. Tekstligt er ”It’s rainning today” et velfungerende, lidt reaktionært vil nogen mene, poetisk billede af en mand der ser tilbage, men rent musikalsk/instrumentalt er det et dybt progresivt stykke musik for sin tid. Hvem havde troet at man i 1969 kunne kæde Ligeti-lignende, klangelige atmosfærer sammen med en croonende barytonstemme og samtidig lave ”populærmusik”?
Scott Walker, og ikke mindst arrangør Wally Stott’s evne til at inkorporere konkrete kontraster er noget af det mest interessante ved denne musik. Strygernes inciterende ”klangsky” ligger hen over A-stykkerne, skaber en fantastisk uro, i det ellers afbalancerede, pæne udtryk. Det er nok for konkret at sige at strygerne direkte skal agere regnen i stykket, men lyden er nærmest, som regn, en organisk behagelig støj... Scott’s vokal står krystalklar og autentisk, bevægende og cool, og teksten løfter sig fra det ordinære til det sublime i kraft af det musikalske modspil.
En interessant ting ved de første 3 solo LP’er var at de rent faktisk opnåede kommerciel succes, hvilket alt i alt ellers virkede ret umuligt. Scott, Scott 2 og Scott 3 kan i dag tænkes som kultplader, men alle tre gik ind på hitlisternes top 3, Scott 2 som nummer 1. Dermed var bannerne kridtet for Scott’s hidtil ambitiøseste plade, Scott 4, på hvilken alle sange er skrevet af Scott selv.
Sang Nummer 3: ”Boy Child” (S. Engel) fra ”Scott 4”
Det 3 minutter og 35 sekunder lange femte spor på ”Scott 4” står frem som en lille perle på albummet. På mange måder kan sangen også ses som en forsmag på Scott Walker´s post-1978 verden - lyrikken er skåret ned til dens inderste essens, og er ikke narrativ eller episk som mange af hans Jaques Brel-lignende kompositioner fra 60’er pladerne. Endnu en gang er meningen med sangen hvad end lytteren lægger i den, men forskellige billeder og idéer aftegner sig. I tekstens forskellige temaer og begrebsverdener fremstår idéen om at kærlighed kan gøre mennesket til et barn igen, - før set i både ”Copenhagen”(Scott 3) og ”Joanna” (single, 1967); det indre barn i os alle, der nødvendigvis må holdes i live for at vi ikke skal miste vores eksistentielle retning i verden; fortiden er set som noget der både er bedst at ligge bag sig (”mirrors dark and blessed with cracks”) men samtidig er den fyldt af romantisk sentimentalitet (”through forgotten courtyards”); blodets bånd der binder barnet og dets forældre, eller kærlighedens bånd som binder elskende; en flygtig vision om den ideelle kvinde der vil give, og aldrig tage, og gøre ens liv mere helt...
Men igen er alt abstrakt og flertyddigt. I sangens egen kontekst står en linje som ”If you stay one, you’ll stay free...” frem som en form for sandhed. Som et spørgsmål med et svar i sig selv. Eller omvendt. – En anden vinkel på teksten er at den i høj grad sprogligt er skrevet som et selv, et (over)jegs talen til sig selv, i en række råd og sandheder.
Indtrykket af Wally Stott’s strygerarrangement er uafrysteligt smukt. Som mange andre sange på Scott-pladerne er der åbenlyse reminiscenser af nyere klassisk musik - I ”Boy Child” kan referencer høres som fx. Mahler, Erik Satie’s klanglige verden eller sågar Strauss. I øvrigt er det interessant at nævne det japanske instrument koto, der introducerer sangen med en perlende lille atonal melodi, og følger Scott’s stemme hen ad vejen. Et sært instrument, sjældent brugt i populærmusikken. Den roligt udviklende form i stykkens vekslen og overlapninger peger også tydelig frem med nyere numre, især på 1986 pladen ”Climate of Hunter” og 1995-pladen ”Tilt”
Flertydigheden i ”Boy Child” er det der gør den fængslende, og dens skønhed ligger i evnen til at fremkalde så meget forskelligt. – som sangerinden Dot Alison siger det med en blanding af forundring og begejstring; ”This is popular-music...”
Man kan diskutere hvilken af pladerne Scott -pladerne der er bedst. De fleste Walker-fans vil mene Scott 4, men det er måske også fordi denne plade bliver et vendepunkt i historien om Scott Walker. Scott 4 opnåede ikke succes, og kom end ikke ind på albumhitlisterne. Ved dens udgivelse havde Scott Walker haft tre top-3 albums, en hit single umiddelbart før Scott 4, og han havde sit eget TV-show på BBC, men forsvandt effektivt fra offentligheden pga. katastrofale salgstal. Hvorfor solgte den ikke? At sige at det handlede om albummets indhold, isoleret set – og som i øvrigt synes mere tilgængelig end forløberen Scott 3 – vil være den halve sandhed. Den kommercielle fiasko var utvivlsomt en kombination af andre ting også. For det første var Scott’s lidt påtagede ønske om at udgive albummet under navnet Scott Engel , af hensyn til hans kunstneriske frigørelsesproces fra The Walker Brothers, en overvurdering af sit publikum, der i høj grad fulgte Scott Walker pga. The Walker Brothers tidligere brede popularitet, og dermed navnet Walker. For det andet var det Scott Walkers tredje album på det samme år, hvilket er uhørt meget for tiden – end ikke The Beatles udgav mere end 2 LP’er på et år. For det tredje blev Scott Walker hen ad vejen, hos det brede publikum, anset som lidt gammeldags – musikmoden i tidsånden betød meget i 1960’erne, på en måde det slet ikke gør i dag (i hvert fald ikke på en så uniformeret måde). Og slutteligt må man sige at ambitionen om at lave en plade mættet med litterær æstetik, symfoniorkester arrangementer - og overvejende tekster uden en direkte, politisk agenda - heller ikke lå i tiden - i de politiske 60’ere.
The Drift.
I 2006 udgav Scott Walker sit seneste album The Drift på det britiske pladeselskab 4AD som blandt andet også huser Bon Iver, TV on the Radio og Tindersticks. Ved en umiddelbar, og første gennemlytning i et fly på vej hjem fra en tur i New York efteråret 2007 blev jeg skræmt fra hvid og sans. Meget kan siges om The Drift og meget er trods alt blevet sagt, rundt omkring i både danske og især udenlandske musikmagasiner. Pladen er optaget over en længere periode og bærer præg af en ufattelig detalje-rigdom, både musikalsk og tekst-mæssigt. Det er svært at komme med et udpluk, men jeg vil prøve alligevel. Kan man beskrive folkemord, tortur og terror med musik?
Som en gådefuld kode har Scott Walker flere gange ønsket at der i albummets cover skal stå en form for notits man læser imens man lytter til albummets udvikling, spor for spor.
formanende står der f.eks før det 2. spor, “Clara” således i coveret;
"On the 28th of April 1945 Benito Mussolini was taken for execution by the members of the committee of national liberation for Northern Italy. Claretta Petacci insisted on dying with him. They were shot, the bodies piled into a truck and taken to the Piazzale Loreto at Milan to be strung up by the heels side by side, ther heads obout six feet from the ground. They were mocked, villified and riddled with bullets by the crowd that had gathered".
Med denne introduktion startes det 12 minutter og 43 sekunder lange spor, som er pladens længste. Som en indre film kastes man ind i en poetisk og frygtindgydende fortælling, der transendere imellem en nutidig post-9/11 virkelighed, og den frygtlige slutning på Mussolinis og hans elskerinde Clara liv, i 1945. Sparsommelig guitar, kaskaeder af volds-strygere og lyden af percussionisten Alasdair Malloy der banker løs på et stykke svinekød, indgår i et mageløst og skræmmende sammensurium af referencer.
Sang Nr. 4: ”Jesse” (S. Engel) fra ”The Drift”
Tids-sammenskrivningen, af fortidens rædsler og barbari, fremstår flere gange på “The Drift”. Som i albummetz 3. spor “Jesse”, hvor Scott Walker sammenskriver Elvis Presley’s dødfødte tvilingebror Jesse, med det ene tilbagestående tårn under terrorangrebet 9/11, i de 20 minutter hvor det andet tårn var væltet. Og han når samtidig også at referere til introen til rock-klassikeren "Jailhouse Rock" (de to guitar akkorder, efterfulgt af ordene "bam... bam...")
Det lyder som “et skrig fra graven”, eller “den sidste modernist død” , når Scott Walker’s ensomme vokal til sidst, kulminerende synger med dyb desperation; “Alive, I’m the only one left alive, I’m the only one left alive”.
Dette album rummer materialle og kilde-materialle nok til en PhD. aflevering. Det er svært for mig at beskrive Scott Walker, og især “The Drift”, men turen igennem dette album, har været en ind-direkte årsag til at jeg har valgt at starte denne blog.
Jeg vil stoppe her, og ønske jer rigtig god fornøjelse med “The Drift” og Scott Walkers musik, for det skylder i jer selv.
"It's 'k"
"Escape"
Links: