Jeg vil i denne, min første artikel på Den Obskure Kolonne, give et indblik i jazzkomponisten og arrangøren Johnny Richards musikalske univers. Richards er en af jazzhistoriens glemte og oversete bigband arrangører. Han huskes nok bedst for sit samarbejde med Stan Kenton i 50'erne og 60'erne, især pladerne ”West Side Story” og ”Cuban Fire.” Desuden var han ophavsmand til sangen ”Young At Heart,” som blev et af Frank Sinatras store hits i 1953.
Få musikere har en så alsidig musikalsk baggrund som Richards. Han blev født i Mexico i 1911. Moderen var fransk og faderen mexicaner. Han fik som barn undervisning i klaver af sin mor, som var koncertpianist og havde studeret hos Paderewski. I 1934 flyttede han til Californien hvor han begyndte at skrive filmmusik til Paramount Pictures. Samtidig med det, studerede han komposition hos en af den moderne kompositionsmusiks fædre, Arnold Schönberg. Han ledede sit første store jazzorkester fra 1940 – 46, og begyndte herefter af arrangere for navne som Charlie Barnet, Boyd Raeburn og Dizzy Gillespie. Richards stil var en blanding af moderne klassisk musik, filmmusik, jazz, latinamerikanske rytmer, samt et stænk af alverdens former for folkemusik.
Hans musik var muskuløs og voluminøs. Han havde en forkærlighed for høje kraftige trompeter og store fede akkorder. Denne særlige intellektuelle form for macho jazz gør ham til noget helt særligt. ”We are an ORCHESTRA,” sagde Richards engang om sit band i 50'erne, ”not a band of sections; an organized orchestra of interested and interesting musicians who play a music of many dimensions and feelings. Our music is ambitious. That explains why our instrumentation is not exactly standard. We are a jazz orchestra, but this does not mean that other musical forms and rhythms cannot be incorporated into our music. After all, music is expressed in many languages. We should be aware and learn from them all.”
Da arrangøren George Handy forlod Boyd Raeburns orkester omkring 1946, blev Richards orkesterets nye hovedarrangør. Raeburns orkester var et af det mest avancerede på den tid. Han eksperimenterede bl.a. med at anvende ”klassiske” instrumenter som obo, harpe og valdhorn i jazzsammenhæng. Richards skrev nogle særdeles fine arrangementer i denne periode, bl.a. St. Louis Blues med sangerinden Ginnie Powell, samt en højst bemærkelsesværdig udgave af Artie Shaws store hit, Begin the Beguine.
Fra 1952 blev Richards hovedarrangør for Stan Kentons orkester. Det resulterede bl.a. i pladen ”Cuban Fire” fra 1956, som titlen antyder, med inspiration fra cubanske rytmer. Richards komponerede al musikken til denne plade, som af mange anses for hans bedste for Kenton. Her et lille uddrag fra suiten:
Richards forlod Kenton igen i 1956 for at starte sit eget bigband. Hans nye orkester havde en udsædvanlig instrumentation som bl.a. inkluderede bassaxofon, valdhorn, tuba og piccolofløjte. Orkesteret indspillede flere plader, bl.a. ”Something Else” som den mest kendte, samt ”Wide Range,” ”Experiments in sound,” og Rites of Diablo som er inspireret af en afrikansk religiøs ceremoni.
I 1961 opgav han sit orkester, og vendte igen tilbage som arrangør for Kenton. Kentons orkester var nu blevet udvidet med en melophoniumsektion på 4 mand.En melophonium er et slags valdhorn hvor schallstykket vender lige frem. Instrumentet var kun lige blevet opfundet på dette tidspunkt, og flere af Kentons andre arrangører var ikke særligt komfortable med at skrive for dette instrument; men ikke Richards. Han forstod med det samme at anvende dette instruments nye muligheder. Richards arrangerede to hele plader for Kenton fra 1961 – 64; nemlig ”West Side Story,” og efter min mening, hans bedste plade for Kenton: ”Adventures in Time” fra 1962. Som titlen antyder er der tale eksperimenter med skæve taktarter, bl.a 5/4 og 7/4, noget som først blev almindeligt i begyndelsen af 70'erne. Adventures in Time er udformet som en suite i 8 satser.
I 1964 forlod Richards igen Kenton for at starte et nyt orkester. De resulterede i to plader: ”My Fair Lady – My Way, ” som er en slags efterfølger til ”West Side Story” pladen, samt ”Aqui Se Habla Espanol” eller Spanish Spoken Here, som den hed på engelsk. Af al det musik Richards har skrevet, kan jeg især anbefale indspilningerne med hans eget orkester. Det er desværre ikke muligt at demonstrere her, da de ingen af dem findes på YouTube. Johnny Richards døde alt for tidligt d. 7. oktober 1968 kun 56 år gammel. Jeg slutter med en optagelse af Johnny Richards komposition Euripides, spillet af et orkester under ledelse af Joel Kaye som spillede barytonsax og piccolofløjte i Richards sidste orkester.
Skrevet af Rasmus Henriksen
Links: