Nu kan man spørge sig selv hvad obskurt der er ved en ”with strings” plade? Svaret er for det meste ingenting. Ideen er ofte at pakke en solist ind i en omgang svulmende arrangementer for at gøre musikken mere spiselig for det brede publikum. Lee Konitz pladen ”An Image” hører på ingen måde til denne kategori, for her er ingen store, flotte, varme, vibrerende strygerklange. Arrangøren Bill Russo, som må formodes at være ide-manden bag denne plade, er ikke just kendt for at skrive lettilgængelig musik. Han har en forkærlighed for svag gennemsigtig orkestrering, og det er netop hvad Konitz og Russo dyrker på denne plade. Besætningen er strygekvartet, bas, trommer, klaver, guitar og altsax. Men i stedet for at lade rytmegruppen spille derudad og så tilsætte et akkordunderlæg fra strygerne, har Russo valgt en mere ”klassisk” tilgang til musikken. På størstedelen af pladen spiller rytmegruppen slet ikke, og når de gør, har de ofte ikke den traditionelle rytmegruppe-funktion. Strygerne spiller med minimalt vibrato hele pladen, hvilket jo heller ikke er med til at bidrage til en romantisk strygerplade. Alt foregår i langsomt tempo ved svag volume men ganske få undtagelser.
Og hvem var så Bill Russo? Amerikansk komponist, arrangør og basunist født i 1928. Studerede i sine teenageår hos Lennie Tristano sammen med Lee Konitz. Medlem af Stan Kentons orkester fra 1950 – 54. Kenton leddede på dette tidspunkt sit kæmpestore ”Innovations In Modern Music” orkester på 43 mand. Russo skrev mange voluminøse halvsymfoniske værker til dette orkester som mest af alt lød som elefant der tramper rundt i et symfoniorkester. Han dannede sit eget orkester i 1959 ”The Russo Orchestra,” som var et standard bigband udvidet med en 4 mand cellosektion. Det resulterede bl.a. i pladerne ”School of Rebellion” og ”Seven Deadly Sins,” som mest er interessante fra et bigband-nørde synspunkt, men dog har sine højdepunkter.
Russo var så absolut en fornyer af bigbandmusiken. Han eksperimenterede med nye klange, nye måder at orkestrere på. Han dyrkede gennemsigtig og svag musik og nedtonede rytmegruppen til det absolut mindste. Musikken er af svingende kvalitet, men alt hvad han lavede var gennemsyret af et fantastisk håndværk som ikke mange andre kunne præstere. Og Russo har skrevet god musik. Udover ”An Image” pladen kan jeg især anbefale balladen ”My Lady” fra Kentonpladen ”New Concepts of Artistry in Rhythm” samt pladen ”Bill Russo – Showcase” også med Stan Kentons orkester. Pladen indeholder 8 originalkompositioner af Russo, og repræsenterer Russo fra sin bedste side.
Lee Konitz behøver vidst ikke nogen nærmere præsentation. Han er en levende legende, 82 år, og still going strong. Han leverer, som altid, sublimt spil hele pladen igennem.
Første nummer, ”Round Midnight,” starter helt tyst med høje flageoletter i strygerne plus klokkespil, hvorefter Konitz præsenterer melodien kun akkompagneret af en bas. Efter ca 1 min kommer rytmegruppen ind, men forsvinder hurtigt ud igen. Og der er atter helt tyst og gennemsigtigt.
Der er to andre standardnumre på pladen: ”I Got it Bad (And That Ain't Good)” og ”What's New,” er ligeledes fortolket smukt og inderligt af Konitz med Russo's diskrete arrangementer i baggrunden.
Resten af pladen er originalkompositioner af Russo. Suiten ”Music For Alto Saxophone And Strings” i 3 satser er en af pladens hovedattraktioner. Anden sats er det eneste ”hurtige” nummer, ellers foregår resten i langsomt tempo. Konitz spiller her en unison linie med strygerne som er særdeles velskrevet og spillet.
Derudover er der den smukke ballade ”The Daffodil's Smile” og ”Blues For Our Children” hvor vi hører Konitz spille kun akkompagneret af en ganske svag walking bass det meste af nummeret. Sidste skæring er suiten ”An Image Of Man” i 7 satser. Jeg har aldrig rigtig kunnet finde helt ind til dette nummer, som nærmest er et stykke klassisk musik som Konitz improviserer hen over. Det er nok derfor jeg er så fascineret af dette album; der er hele tiden mere at komme efter. Alt i alt en plade som kræver utrolig meget af lytteren, men som absolut er værd at bruge sin tid på. Et mesterværk på sin helt egen måde.