Det stod skrevet i sten. Jeg kan stadig huske min iver efter at kaste mig hovedkulds ud i det. Jeg kan nærmest smage energien, der holdt mig vågen om natten og min hjerne igang. Den stigende puls og de åbne pupiller. Jeg havde planlagt hver en detalje, så at få det skrevet var nærmest bare en formalitet. Hele strukturen var tilrettelagt: Besætning, varighed, liner notes. Stilart, cover-art, taktart. Tekster, tonerækker, typografier, takkelister. Det hele var ligesom lagt fast. Alenlange notesbøger blev fyldt ud. Kassettebånd efter kassettebånd blev fyldt op. Og endeløse monologer for kæresten og kreativt ligesindede blev udtømt. Det her skulle blive et debutalbum, der ville overraske, chokere og fornye. Sådan et, der ville vinde priser. "Modigt for en mand i den alder", "Nye standarder i dansk musik" - sådan nogle ting ville der blive sagt om det. Selv Thomas Treo og dem fra Smagsdommerne ville kunne lide det. Og mens folk forsøgte at formulere deres begejstring, ville jeg allerede være på vej videre mod nye stormfulde højder; som kunstner har man jo pligt til hele tiden at rykke sig fremad.
Zen:
Man siger, at en forfatter altid starter med slutningen og arbejder bagud. Faktisk startede det hele også med, at jeg havde skrevet et tema til en afsluttende sang. Eller nok nærmere hymne, for der var noget ret stort og dragende over det. Jeg snublede over temaet, da jeg en dag i efteråret havde øvet mig død i klaverskalaer. Det kom nærmest af sig selv, og jeg kan tydeligt huske, at jeg med det samme hørte hele forløbet forud for sangen; Lytteren skulle igennem et alvorligt og klart 45-minutters forløb, der tog hårdt og alligevel følsomt fat i såvel samfundsmæssige problemstillinger som personlige anliggender og som ledte sig selv ganske naturligt hen til denne forløsende afslutning. Det virkede for Beatles og utallige andre, så det ville også virke for mig.
Jeg kan huske, at jeg tænkte i mørke, rødlige og rolige farver. Mørkt, for så ville ethvert lysglimt skinne så meget desto tydeligere igennem. Det skulle også afspejle sig i coveret, som jeg havde forestillet mig skulle være som at kigge ind i et kalejdoskop med forskellige nuancer af sort.
Teksterne skulle være selvudleverende og gribe hårdt og sagligt fat i de problemstillinger, man støder på som ung mand i starten af 20'erne. De skulle handle om social angst, skepsis overfor fremtiden og ulykke i kærlighed. Det hele skulle med. De måtte også gerne handle om konsekvenserne af at være en generation, der er vokset op under medieforvrængede billeder af virkeligheden og frygt. Det skulle være tekster, der fangede en stemning i samtiden.
Musikken skulle være dyster, smuk og enkel. Der skulle være en klar gennemgående følelse af efterår, blæst og forgængelighed. Jeg ville have få, men klare instrumenter med enkelte hilsner fra verdenerne udenfor almen rock, f.eks.: vibrafoner, strygerkvartetter og elektroniske beats. Og foran hele smøren skulle ligge den ene smukke melodilinje efter den anden. Ting, man kunne nynne med på. Min filosofi var, at hvis man kunne fængsle lytterne i melodisk klarhed, så var det en smal sag bagefter at smøre dem ind i dystert mudder. Jo, det lå faktisk altsammen lige til højrebenet.
Musikken:
Men hvordan skriver man en sang? Hvad er så vigtigt at sige, at det berettiger at blive udtrykt med musik? Og starter man med tekst eller musik? Hønen eller ægget? Jeg har altid forstået de bedste sange som små forme, man kan lægge sin hverdag i. Musik, der kan perspektivere og underbygge ens virkelighed. Sådan håber jeg i hvert fald, at mine egne sange bliver brugt. Som forme, lytteren selv kan lægge sine følelser i efter behov. Små forme til morgenglæden og store forme til aftenmelankolien og fredagsraseriet. Man kan udfordre formene i utallige variationer, men tager man formen helt væk, så mister sangen sin formaningskraft. Derfor ligger der nærmest en indbygget konservatisme i selve sangens funktion. En sang er i sig selv ikke forpligtet til at skulle ændre og udfordre lytterens perception af musik som kommunikationsform - ikke at den ikke kan det - men har nærmere til formål at bekræfte forholdet mellem lytteren og musikken. Er sangen stærk nok giver den endda plads til at lytteren kan få en udvidet oplevelse af den tilhørende lyrik. Af samme grund kan jeg også bære over med, at den rytmiske sangskrivning i store træk ikke har ændret sig siden 60'erne. Det har mennesker i store træk heller ikke, og jeg tror, at mennesker har de sange, som mennesker fortjener. Jeg læste engang et interview med Charles Mingus, hvor han sagde:
- Creativity is more than just being different. Anybody can plan weird; that's easy. What's hard is to be as simple as Bach. Making the simple, awesomely simple, that's creativity.
De sange jeg gik efter var altså sange, der i grunden ikke skulle være specielt komplicerede. De skulle bare serveres i storladne og ambitiøse indpakninger. Jeg ville have en mørk produktion med masser af brug af kompressor og rumklang. Men det musikalske håndværk skulle først og fremmest være så solidt, at teksterne ikke gik tabt i musikalsk udenomsnak. Jeg besluttede mig derfor at vente med musikken til jeg havde noget tekstmateriale, jeg kunne stå inde for.
Teksterne:
Man kan ikke vurdere en sangtekst, som man ville vurdere et normalt stykke poesi. En sangtekst kan, på grund af mediet, tillade sig at tage nogle helt andre friheder. Det er alment kendt, at mange store sange ikke ville kunne løftes af teksten alene. Tag "Imagine" af John Lennon, for eksempel. Eller "Perfect Day" af Lou Reed. Det er ikke stor poesi. Men det er gode sange, det kan man ikke komme uden om. Det er et spørgsmål om formidling. Så at arbejde med tekstmaterialet alene til en sang kan godt være en lidt ambivalent affære, når man endnu ikke har fastlagt, hvordan det skal leveres. Man har brug for noget at hænge ordene op på.
Problemet er også, hvordan man kan få gjort emner som eksistentialisme og verdenssmerte så kompakte, at de kan passe ind i små 3-4-minutters-former. Det er tunge emner, og det kræver et vist format at få pakket det ordentligt ned. Min plan var, at sangene tematisk skulle stå i relation til hinanden. Det skulle ikke være et koncept-album, det ville blive for prog-rock-agtigt, men sangene måtte godt komme fra samme familie. Og der måtte godt være gentagelser af billeder og symboler. F.eks. ville jeg gerne skrive om fugle; de er sådan et smukt billede på efterår og blæst. Det er noget med at åbne sluserne og lad alting flyde med. Ingen censur, ingen fordomme. Som Bob Dylan engang har sagt:
- It's just as hard to write a bad novel as a good novel.
Det er vigtigt at huske sig selv på, at det kræver 19 dårlige sange, for at skrive én god. Men for at kunne komme ordenligt igang med teksterne, skulle jeg være enig med mig selv om den større sammenhæng. Derfor besluttede jeg mig for at vente med at gå i gang, indtil jeg havde en klarere idé om pladens forløb.
Dramaturgien:
Min idé var at det hele skulle have forløst sig på 45 minutter, ikke mere. Nok heller ikke mindre, men i hvert fald ikke mere. Nyere undersøgelser viser, at den gennemsnitlige gymnasieelev har et koncentrationsfokus på ca. 43 minutter, og det ville være farligt at udfordre denne grænse for meget. Lytteren mister interesse, og måske ender man med at tabe tålmodigheden. Til gengæld skulle disse 45 minutter også fyldes til bristepunktet med intensitet og mørk skønhed af en anden verden. Det skulle være en sonisk film, man kunne nå at gennemleve på vej til arbejde. Eller lige inden man skulle sove. Et soundtrack til at komme igennem hverdagen.
Jeg havde en forestilling om, at pladen stemningsmæssigt skulle blive gradvist mere og mere dyster i den første halvdel, og langsomt lysne op i løbet af anden halvdel. Som en stemningsmæssig hyperbel. Det skulle være et følelsesvakuum for lytteren, hvor man ville blive suget ind i den ene side og spyttet ud i den anden som et nyt menneske. Det ville retfærdiggøre mit hymne-agtige sluttema og give pladen et præg af eventyr. Samtidigt ville det også gøre pladen velegnet til vinyltryk, hvilket jeg havde planlagt som noget af det første.
Jeg havde store kvaler med at finde på et ordenligt anslag. Anslaget er et albums vigtigste lod. Hele dramaturgien i musikken står og falder med at få indvilget lytteren ordenligt, og jeg havde ikke umiddelbart nogen lyd i hovedet til det formål. Måske en hård og massiv start, der viser, at her er der ingen vej hjem, eller en episk intro, der langsomt bygger op og vokser i lyd og besætning? Men det var ligesom allerede blevet gjort. Jeg fandt ud af, at dramaturgi nok var for overfladisk at bygge hele albummet op omkring. Jeg læste engang et interview med den amerikanske filmkomponist, Bernard Herrman, hvor han om dramaturgi sagde:
- You can make up a dead body, but you can't make it live.
Altså man kan sminke et lig, men at få det til at leve kræver en kraft udefra. På en eller anden måde gav det heller ikke rigtig mening at gå igang med forløbet, før jeg havde arbejdet mig ind i en skabelsesproces, hvor inspirationen kom mere naturligt til mig.
Skabelsesprocessen:
Man er nødt til at vente på bussen for at kunne komme med den. Jeg synes, jeg ventede. Når jeg sad ved klaveret forsøgte jeg at koncentrere mig om den vibe, jeg gerne ville have sangene i. Når jeg stod i kø på posthuset forsøgte jeg bruge tiden på at finde på tekstfragmenter eller overveje cover-art. Selv juleaften måtte jeg tage et kvarter for mig selv, fordi jeg troede, at jeg havde fundet på et godt omkvæd. Og når jeg ikke ventede, så lyttede jeg til musik, der kunne inspirere. Alt fra Autechre til Arvo Pärt, fra Scott Walker til Suicide blev dechifreret.
En af mine venner, der også skriver musik, har tidligere sammenlignet den kreative skabelsesproces med det arbejde en arkæolog udfører, og det giver meget god mening, synes jeg: Man finder en del af et skelet, som man vil se i en sammenhæng. Man graver videre, indtil man finder noget mere. Det kan enten være en anden del af skelettet, eller et fund, der kan danne basis for et nyt skelet. Er man rigtig heldig får man en dag samlet så meget af skelettet, at man kan danne sig et færdigt billede af, hvordan hele kreaturet ser ud, hvordan det opfører sig, og i hvilket miljø, det bedst kan overleve. Det handler bare om at grave dybere.
Hvilket også er den irriterende detalje ved inspiration; det forpligter. Når man først er blevet begavet med materiale, som man ikke selv troede, man var i stand til at skabe, så står man selv til ansvar for at resten bliver lige så godt. Det mærkelige ved de inspirerede øjeblikke - de øjeblikke, hvor kabalen går op - er at man ikke ved, at de var der før bagefter. Man kan ikke analysere sig frem til dem - det skal komme af sig selv. Leonard Cohen har i et interview beskrevet det ret godt:
- If I knew where the good songs came from, I'd go there more often. It's a mysterious condition. It's much like the life of a Catholic nun. You're married to a mystery.
Og han har fuldstændig ret. Den skabende proces har en nærmest religiøs stemning over sig.
Resultatet:
Tre måneder gik der, hvor adrenalinet pumpede rundt i kroppen, som var jeg i en religiøs ekstase. Jeg var ikke til at skyde igennem, for jeg havde jo tænkt det hele fra ende til anden. Hvorfor det i sidste ende ikke ville lykkes, kan jeg ikke helt få fingeren på. Jeg synes, jeg kæmpede for sagen. Thom Yorke fylder den ene notesbog efter den anden; det prøvede jeg. Neil Young opsøger steder, han aldrig har været før; det prøvede jeg også. Men i sidste ende klingede det bare ikke rigtigt. Jeg begyndte at miste fokus, det hele flød ud i sandet, og en dag besluttede jeg mig for at vise en af mine nære venner det materiale, jeg trods alt havde. Jeg spillede mit sluttema for ham og gentog det et par gange for ligesom at spæde det lidt op. Og det var heller ikke fordi, han ikke kunne lide det. Tonerne lød jo egentlig meget godt, sagde han. Måske en smule uinspireret. Måske en smule Kashmir-agtigt. Men han sagde, at han ikke rigtig kunne vurdere det, når det ikke stod i en større sammenhæng. Jeg kunne jo prøve at se, om jeg ikke få en anden til at skrive en tekst? Eller i hvert fald overveje, om jeg ikke skulle starte et andet sted. Måske skrive noget, der var lidt mere catchy.
Jeg troede, at jeg havde skrevet det ind i sten, for min fornemmelse var ellers klokkeklar. Men efter min vens ord begyndte min interesse for at skrive albummet færdigt langsomt at falde fra hinanden. Den kreative proces kan være en nådesløs og drænende affære, og man skal være indstillet på, at virkeligheden er et grusomt sted at være. Men det var som om, at jeg mistede pusten. Mine tanker var pludselige ikke så vigtige, som de engang havde syntes. Og når jeg lyttede efter kunne jeg egentlig også godt høre, at mit sluttema var lidt kedeligt i længden. Nu kunne det hele sådan set være ligemeget. Jeg havde spillet mit kort, og jeg havde åbenlyst fejlet. Og i øvrigt havde et andet dansk rockband netop udgivet et nyt album, der i store træk lød sådan, som mit skulle have lydt. To ud af tre havde vurderet det som ugens anbefaling i Smagsdommerne. Og mens jeg prøvede på at skjule min jalousi, begyndte jeg desperat at lede efter nye idéer til musik, der skulle skrives: som kunstner har man jo pligt til hele tiden at rykke sig fremad.
Man skal få det simpleste til at lyde som en drøm, man skal få det døde til at leve, man skal omfavne mysteriet. Ja, ja. Men tre måneder med blanke sider papir, søvnløse nætter og tårnhøje forventninger kan få enhver til at bukke under. Man mister tålmodigheden og bliver ligeglad med sin kunst. Man ender op med at spørge sig selv, om det er alt det hårde slid værd? Om resultatet i sidste ende belønner indsatsen? Forleden så jeg et interview med den amerikanske rapper og producer, Pharrel, hvor han i forbindelse med en pladeudgivelse sagde noget i retning af:
- Music is always supposed to get the listener saying: "What the fuck?.... I like it, but... What the fuck!?!"
Og jeg kunne godt fristes til at tage ham på ordet. What the fuck.
Af Lasse Aagaard (f. 1986) - sangskriver og musiker, tidl. MGk-studerende i klassisk komposition, arbejder dagligt som korleder og arrangør, formand og booker for musikfestivalen Fællestival. Arbejder i skrivende stund på debutalbum med bandet Den Fjerde Væg, der forventes at udkomme... på et eller andet tidspunkt.
Links:
- http://www.faellestival.dk/cms/ - psykedelisk sensommer-musikfestival som Lasse booker, og er formand for.
- http://www.bandbase.dk/denfjerdevaeg/ - dansksproget alternativt rock-band som Lasse er med i.
- Lasse på Facebook