”...Lyden af paptrompeter og krumhorn trænger ind over pladsen; flagrer mod markedslarmen, hvis brølende løve vi netop har hvirvlet i vejret – kun for at se den falde ned som et lam. En procession er på vej, et optog af byens borgere. Vi ser fårede til – glaner henover tre-fire nakker, som for mindre end et minut siden udgjorde en gærende kreds af tilskuere. Optoget kommer nærmere, Forrest musikanterne; de svinger med krumhornenes snabler og snøvler sig i lyden så man skulle tro, de havde drukket tæt. Narrene har dansebjælder på og trutter i pap – som var det heroldernes horn, der med fløjlskvaster og kongebanner forkyndte fyrstens ankomst. Lige bagefter kommer et æsel skrydende – udklædt som borgmester, guldkæde om halsen, embedskappe som dækken; derefter tryner en orne med bispehat, oprejst på bagbenene og støttet ved forlemmerne af en ung pige, der bærer hyrdindestav og slør. ...
... Grinet bliver først stikkende i vor hals, da vi ser, at bag ham er kærren læsset op med nattens høst af døde rottet – en bunke med blodsudtrækninger midt i de lysere pelse, og øverst på bunken sidder en hane og galer! De skrumpler og hopper i bunken, gårløse haler og stive forlemmer med kløerne strakt i slutkampens øjeblik. Rottelig drysser i processionens spor.
Hvad i alverden går der af disse bønder som er landets mest gudfrygtige? De synger og danser, klædte i strimler og malede sække; de samler ligene op ved halespidsen og svinger dem rundt under grin og skrål, som var det en uskyldig karnevalsleg. …
… De har tændt bål på pladsen nu, af den slags man bruger ved en rigtig Auto-de-fé; den gode bisp hr. Orne svinger røgelseskarret (godt hjulpet af pigen, der fører dens klov) over den makabert læssede kærre, så kastes rotterne på bålet – en efter en – af de hujende messedrenge. Koret stiller op til kantate og paptrompeterne stemmer i:
Halleluja.
Æslet går på bagben. ...
… De har vredet halsen om på hanen og smider den over kirkegårdsmuren, hvor dens skrål i en anden verden skal opvække de døde. Snart danser knokkelradene ud, med skralder, kastagnetter og klaprende gebisser, og de river de levende i armen og trækker dem med sig i en kæde, der skal vare til hanen atter galer.
Ganske rigtigt: dødninge begynder at kravle over muren. De har kun lige antydet sig selv med kultegninger på skjorten og øjenhuller i de spidse hætter; iblandt dem er en spillemand, så god som jeg, men død i går og knap så munter. Der er gravlugt i hans tøj, når han gnider gigen med de tynde strenge snor folk om næsen til de første trin, der leder ind i trancen. Allerede søvngængere når de hæver fødderne, hver med en skjorteklædt under armen, træder de kæden fra runddans til hvirvel i et maccabæisk bal, mens koret toner fuldt:
Halleluja – HAA-leluja. ” (uddrag fra "Toubadurens lærling"(1984) af Ib Michael)
Det svenske band, ja sjovt de er derfra, Diablo Swing Orchestra er et virvar af drønet fra grov metal, voldsomme opera sangere, en cello der skriger, Jomfruer der synger skønt, grufulde mandsstemmers historier og råb og uhyrer fra en anden verden. Alt dette tillagt swingende blæs fra horn, der giver hele dette miksmaks en utrolig glad stemning. Den beskrevne stemning i troubadurens lærling er netop den følelse og de billeder der springer ud af mit hoved når jeg hører Diablo Swing Orchestra og jeg må indrømme at jeg får lyst til at danse med.
Mytologien bag bandets navn siges at komme af, at bandets forfædre fra det 16. århundrede, skulle have spillet i et orkester der dyrkede musik som var tvivlsomt i den daværende regerende kirkes øjne (formentlig den protestantiske Lutheranske kirke, der havde sit indtog i sverige i midten og slutningen af de 16. århundrede). Orkesteret blev da nødsaget til at gemme sig og spille deres musik i hemmelighed bønderne. Historien siger, at efter flere år under jorden, satte kirken en dusør op for medlemmernes liv. Dusøren var så høj at orkesteret indså at de meget snart ville blive fanget, hvilket dog ikke stoppede dem i at fremføre et sidste men spektakulært show, før de blev henrettet af kirken. Selvom denne historie næppe er sand, så lægger den kimen for Diablo Swing Orchestra´s stil og genre.Bandet har udgivet plader ”The Butchers Ballroom” og ”Sing Along Songs for the Damned and Dilirious”. Hvis man som jeg har haft en hang til Dantes Guddommelige Komedie og Boccacios Decameron, samt Bosch´s malerier fra helvede, så skal DSO´s univers klart opleves. Det er til dels en fuldstændig latterlig samling af forskellige genrer og stilarter, men det er samtidig helt vildt gribende. Og de spiller fanme godt, synes jeg, og der er noget om stemningen.
http://www.diabloswing.com/
hilsen Roar Lerche