Kunstteoretikere taler ofte om begreberne lethed og tyngde når man vurdere et stykke kunsts kvalitet. Jeg fristes til at bruge klichéen lige netop her, fordi der her er tale om nærmest indbegrebet af denne teori, altså det perfekt afstemte sted imellem pop og avant-garde - på den ene side perlende let og luftig sangskrivning/produktion og den anden, insisterende støj og tungsindig, nærmest religiøs lyrik.
Det har desværre været lidt stille her på bloggen de sidste par måneder, men nu skal det være, skal det! Og min første indskydelse er simpelthen at anbefale dette, mit pt. yndlingsalbum, til jer alle.
Musikken taler jo altid for sig selv, men skulle du være interesseret i mere dybdegående viden om bandet Talk Talk, så kig ind på denne fremragende, og herligt oldschool-HTML side, oprettet af danske Henrik H. Aakjaer. Albummet er fra 1991, men bære ikke på nogen måde et tids-tag. Det ville være meget svært at gætte tror jeg. Albummet blev Talk Talk's sidste album, men hvilket et af slagsen... Forgængeren "Spirit of Eden"(1988) kan også varmt anbefales, men det er min opfattelse at det album er en del mere kendt...
Within - Without - uofficiel talk talk fanside, med fremragende artikler og og obskure lyd/videoklip.
Herunder linker jeg til så meget af albummet jeg kan, en sød pirat har nemlig uploadet hele mulevitten på youtube (og heldigvis uden de allestednærværende billeder af folk kæledyr med sjove hatte og wide-angel-lense!)
Kort om Laughing Stock kan det siges at der er en åben, og nogen gange improviseret tilgang til sangene, men hele tiden med en underlæggende struktur, der udfordre og spænder. Plader som "In a Silent Way" & "Flamenco Sketches" af Miles Davis, og den amerikanske ultra-minimalistiske komponist Morton Feldman musik kan nævnes som nogen af de inspirationskilder Talk Talk har benyttet sig af, og også Blues-musik. Der er sarte træblæsere i små-trut hist og her, smukke (virkelig smukke!) ambiente og kringlede trommespor, Hammond Orgel, Mundharpe, Telecaster, and you name it - men alt sammen produceret på en ufatteligt smagfuld og klar lyd. Og så er der forsanger Mark Hollis' klagende stemme, der smelter ind i musikken, og smager så meget på hvert ord at det næsten er umuligt at forstå...
Forsanger Mark Hollis er ikke i musikbranchen mere (desværre!), men på falderebet vil jeg gerne anbefale hans egen soloplade fra 1997, "Mark Hollis", som i struktur minder meget om "Laughing Stock". Jeg kan ikke anbefale det nok, "Laughing Stock", "Laughing Stock", "Laughing Stock".
One Comment
Flipper iøvrigt over Talk Talk's faste cover-maler. Det er virkelig nogle smukke plader rent visuelt også... Næste indlæg blir lidt "offtopic", men kommer til at være en top-20-favorit cover-artrtikel, og måske med noget så liret som en afstemning...