Da Thomas Edison opfandt fonografen i 1877, var hans mening at markedsføre den som en slags diktafon og ikke som et apparat der kunne gengive musik. Valserne kunne i begyndelsen kun afspilles ca 3 gange før de var slidt op, og var derfor ikke velegnet til bevarelsen af musik. I 1888 forbedrede Edison systemet betragteligt ved at anvende valser belagt med voks i stedet for tinfolie. Det satte gang i indspilningen af musik. Allerede på dette tidlige tidspunkt, var der flere personer som kunne se fonografens anvendelsesmulighed til bevarelsen af legendariske musikere. Mange af disse optagelser er for længst gået tabt, men heldigvis har en del af dem også overlevet f.eks. den berømte Brahms cylinder fra 1889. Julius Block optog mange legendariske russiske klassiske musikere i 1890'erne og herhjemme forevigede generalkonsul Gottfried Ruben bl.a. Peder Schram som synger Mozart. Nok den mest autentiske bevarede Mozart optagelse. Disse optagelser kan stadig høres den dag i dag, og de giver os en unik mulighed for at høre hvordan musik blev spillet før i tiden.
Hvis nogen skulle være af den overbevisning, at klassiske musikere ikke spillede så godt for 100 år siden som i dag, kan den myte kan øjeblikkeligt afværges med dobbelt cd'en ”Legendary Piano Recordings,” som dækker årene 1903-1920. Den samler nogle af de betydeligste indspilninger med klassiske pianister fra grammofonens barndom; de fleste optagelser foretaget omkring 1903-04. Cd'en er udgivet på selskabet ”Marston Records” som har specialiseret sig i udgivelsen af gamle optagelser med pianister og operasangere. På disse to prægtige skiver får vi de komplette optagelser med Grieg, Saint-Saëns, Raul Pugno og Diémer, samt optagelser med Debussy!
Noget af det som slår en først, er den frihed og lethed som de spiller med. Der er meget mere plads til personlig fortolkning end vi er vandt til i dag. Betydningen af rubato er ikke bare trække lidt tilbage i tempoet i ny og næ, men også at accelerere. Ligeledes er det fascinerende at høre hvordan de to hænder nogen gange nærmest spiller i hvert sit tempo.
Edvard Grieg (1843 – 1907) var en fremragende pianist, og da han besøgte Frankrig i 1903, overtalte pladeselskabet ”Grammophone And Typewriter” ham til at indspille plader; i alt 9 optagelser blev det til. Her et eksempel, den berømte ”Wedding-Day at Troldhaugen”
Camille Saint-Saëns (1835 – 1921) var ligeledes en fremragende pianist, og tilmed meget virtuos. Han er, så vidt jeg ved, den ældste pianist som har indspillet plader. Optagelsen her er fra 1904.
Min favorit på denne cd, er optagelsen med Raul Pugno (1852 - 1914) som spiller Chopin's Nocturne i F# dur fra 1903. Pugno's lærer var elev af Chopin selv, og det skulle være herfra inspirationen til at spille dette stykke i halvt tempo af hvad der er angivet i noden kommer.
Der er mange forhindringer i vejen for at nyde disse gamle optagelser. Lydkvaliteten er forståeligt nok ringe, men optagelser efter 1900 er alligevel så gode, at man sagtens kan lytte til dem hvis man insisterer. Udover det, er mange af værkerne forkortet af hensyn til spilletiden på pladerne dengang. Det er selvfølgelig ikke optimale indspilninger på den måde, men de gamle mestre spiller alligevel for godt til ikke at lytte med. Hvis der er nogen som er rigtig hardcore og vil have mere af den slags, findes de tidligere nævne optagelser foretaget af Julius Block udgivet på 3-cd-sættet ”The Dawn of Recording,” som dækker årene 1890 – 1921, de fleste fra 1890'erne.
Ward Marston fortæller om "Legendary Piano Recordings"
Generalkonsul Gottfried Rubens samling
Ward Marston fortæller om Julius Block og "The Dawn of Recording"