Der er de lyssky udgivelser, der burde have fået mere opmærksomhed fra den brede offentlighed, og så er der selvfølgelig dem, der faktisk har fortjent et evigt liv i skyggen. Til denne sidste kategori hører John Cales ”Artificial Intelligence” fra 1985. Men som stort set alle andre Cale-plader, er den interessant netop i kraft af, at den er så mislykket. Og så er den tilmed stadig i print, hvilket ikke er en selvfølge for den excentriske walisers udgivelser. Tre af dem er så godt som uopdrivelige på CD; to af dem findes stadig kun på vinyl.
Lydmæssigt havner Cale på ”Artificial Intelligence” i den synthesizer-fælde, som flere andre fra hans generation også gjorde i midtfirserne. Tænk bare på Dylans ”Empire Burlesque” fra samme år eller, endnu værre, ærke-rivalen Lou Reeds ”Mistrial” (1986). I disse midaldrende mænds forsøg på at lyde nutidige, solgte de deres sjæl til synthesizeren, og resultaterne er følgelig pinlige. Således er ”Empire Burlesque” den eneste af Dylans plader, der – netop fordi den er så mærket af sin tid – virkelig lyder forældet i dag.
”Artificial Intelligence” lyder mildt sagt også forældet i dag, og det er da heller ikke pga. lyden, at man vender tilbage til den, men fordi teksterne rummer nogle af de hårdtvundne selverkendelser, som Cale altid har været leveringsdygtig i. Tag nu f.eks åbningslinien: ”If you wanna be the heart of midnight/You gotta be either cynical or dead”. Her tages der fra første færd hul på det opgør med Cales image som mørkemand og tilhørende destruktive livsstil, som bliver pladens gennemgående tema. For en sådan livsstil har selvfølgelig sine omkostninger, og Cale var ifølge alle beretninger såvel fysisk som psykisk udmattet af mange års rastløs turen rundt og et blandingsmisbrug af alkohol og kokain.
Det, der endelig fik ham til at se sig selv i øjnene var datteren Edens fødsel i juli ´85. Nu stod Cale for alvor ved en korsvej: Skulle han fortsætte sit dødstrip eller prøve at blive en ordentlig forælder? Han valgte heldigvis det sidste, og det er det valg, han symbolsk tager livtag med i sangene: ”I was a soldier of the valley/I cannot fight there anymore.” Bag resignationen lurer tilmed den smertelige erkendelse af de muligheder, der gik tabt i tågerne: ”I never thought that I´d be sorry/To have squandered most of my true worth.” Heri ligger formentlig også nøglen til pladens titel: Rusen var en slags kunstig intelligens, der holdt ham kørende på overfladen i mange år. Det er denne ærlighed-for-enhver-pris, der gør "Artifical Intelligence" til et, om ikke musikalsk vellykket, så dog modigt og vedkommende værk.
Det var imidlertid ikke bare personligt, men også professionelt at Cale stod ved en korsvej: Var rock´n´roll nu også den rigtige levevej for en klassisk uddannet komponist? Åbenbart ikke, for i de efterfølgende år genopfandt den nu tørlagte Cale sig selv som stilfuld, semi-klassisk komponist og koncertpianist. Siden har han dog vendt tilbage til rockmusikken, senest med ”Black Acetate” (2006). Såmænd også en ganske hæderlig plade, men hans bedste arbejde siden ´85 er og bliver de ting, han har lavet i samarbejde med kongeniale sparringspartnere som Brian Eno på ”Wrong Way Up” (1990) og, selvfølgelig, Lou Reed på ”Songs for Drella" fra samme år. Undertegnede fik i øvrigt mandens autograf ved et in-store gig i en pladebutik i London for nogle år siden. Han er virkelig lille, når man kommer tæt på.
One Comment
Tak for artiklen & anbefalingen. Jeg har altid undret mig over det album, men nu tror jeg det skal findes frem igen! - fed vinkel på tingene :-) Kh. Peter